Hold jer fra det!

Hej. Jeg hedder Peter, og jeg er af min gode ven Jens blevet bedt om at skrive min historie om min ludomani ned sort på hvidt. Dels som skræk og advarsel for andre, og dels som et terapiprojekt for mig selv for at få bearbejdet mine oplevelser. Jens har været en uvurderlig støtte i hele dette for løb. Men hvordan startede det hele så? Tja, det startede nærmest helt uskyldigt. Lidt kortspil med vennerne – Black Jack og Poker, lidt rafling på det lokale værtshus. Vi spillede kun om småpenge, men vi kunne vist godt alle mærket suset, når man sad med gode kort på hånden og prøvede at aflæse de andres ”pokerfjæs”! Jeg blev faktisk lidt bidt af det, og da de andre ikke ville være med til at forhøje indsatserne, opsøgte jeg nogle steder, hvor jeg havde hørt, at der blev spillet om større beløb. Og så oplevede jeg, at jeg begyndte at miste lidt større summer – og hvad gør man så ved det? Jo, man prøver liiige et spil til, hvor man er sikker på at kunne vinde det tabte tilbage. Ha – min bare! Og i de kredse er der kun én regel, der gælder: Spillegæld er æresgæld! Betal ved kasse 1! Min gæld blev så stor, at jeg blev nødt til at tage et banklån – og så et til. Min kone eller andre skulle jo helst ikke opdage noget, så mine spilleaftner blev bortforklaret med nogle arbejdsmøder og lignende. Jeg tror hun fik en mistanke, for jeg blev jo også stresset og pirrelig og tænkte stort set ikke på andet end mine spil. Men til sidst måtte jeg jo gå til bekendelse, for huset var belånt til op over skorstenen, og banken have lukket kassen i. Jens fik også en mistanke, for han kunne jo mærke, at jeg havde forandret mig, og han spurgte, om jeg var kommet ud i noget tvivlsom gæld. Jeg benægtede selvfølgelig, men gik til sidst også til bekendelse over for ham. Min kone blev selvfølgelig tosset og truede med at forlade mig, hvis jeg ikke hurtigst muligt kom i behandling, og Jens hjalp mig så med at finde et godt behandlingssted. Morale: Hold jer fra alle former for hasard! Der kommer aldrig noget godt ud af det!